Forskellene mellem de to ligger primært i strøm-bæreevne, isoleringsbeskyttelse og fleksibilitet. Standardkabler er designet til at opfylde behovene for stabil strøm-frekvenstransmission; de har begrænset tolerance over for høje øjeblikkelige strømme og fungerer typisk ved temperaturer omkring 70 grader ved at bruge konventionel PVC- eller polyethylenisolering med fokus på grundlæggende beskyttelse.
I modsætning hertil skal energilagringskabler tilpasses de unikke driftsbetingelser for opladnings-afladningscyklusser. På den ene side skal de modstå påvirkningen af øjeblikkelige spidsstrømme under opladning og afladning og modstå langtids-driftstemperaturer på 90 grader til 125 grader; som følge heraf kræver de høj-ledningsevne oxygen-fri kobberledere og specialiserede isoleringsmaterialer, såsom høj-temperatur-tværbundne polyolefiner. På den anden side, på grund af den kompakte interne ledningsplads i energilagringssystemer, kræver kablerne fremragende fleksibilitet for nem føring og bøjning. De inkorporerer også designs som dobbelt-lagsafskærmning for at minimere elektromagnetisk interferens og sikre en stabil transmission af præcisionssignaler. Energilagringskabler har desuden strengere krav til styring af ledningstab; industridata indikerer, at-energilagerkabler af høj kvalitet kan reducere systemets energitab med 2 % til 5 %, hvorimod standardkabler, der bruges i energilagringsapplikationer, kan resultere i linjetab på over 10 %.
